Nu ligger bunden klar i en højde der svarer til at der netop er plads til belægningen der nu skal lægges. Bunden er komprimeret.
Inden aftræksrør lægges på plads, skal man kontrollere at alle pløkke står som de skal og at højderne stadig passer.
På nuværende tidspunkt er det af afgørende betydning at alle mål passer, da man ellers kan komme ud for at skulle lave hele arbejdet om.
Alle mål dobbeltcheckes derfor.
Hver firkantet plads er nu markeret ved 4 pløkke. Højden på aftrækket bestemmes af flisens tykkelse. Desuden skal man sørge for at aftrækket ligger i 1 cm overhøjde. Overhøjden sikrer nemlig at man kan komprimere den færdige belægning med en støder eller pladevibrator, således at belægningen ligger helt fast.
Eksempel:
Hvis flisen er 6 cm tyk, så skal gruslaget trækkes af så det ligger 5 cm under den færdige højde. Når så flisen lægges på, ligger den færdige plads i 1 cm overhøjde.
I nogen tilfælde hvor man ønsker en særlig bæredygtig overflade, kan man bruge en større overhøjde, f. eks. 2 eller 3 cm.
Det kræver dog at der bruges en stor og tung pladevibrator til at støde stenene ned i færdig højde. Desuden er det ikke alle fliser der kan tåle at blive stødt så kraftigt. Er man i tvivl skal man spørge fliseleverandøren.
Nu laves 2 riller i gruset, en til hvert aftræksrør.
Afstanden mellem rørene bestemmes af længden på aftræksskinnen. Er den f.eks. 2 meter lang, lægges rørene i ca. 180 cm indbyrdes afstand.
Er aftræksrøret længere end 2 meter skal man være 2 til at trække af.
Rørene lægges ned i rillerne og der spændes snore så man kan måle hvor langt nede rørene skal lægges. Når rørene ligger nøjagtigt, fyldes der grus ned om siderne på rørene og gruset trykkes fast om rørene. Man checker igen om rørene har flyttet sig.
Nu lægges der et tyndt lag grus ud så der er en lille overhøjde i forhold til rørene.
Aftræksskinnen placeres på de 2 rør i den ene ende af aftrækket.
Nu trækkes den på langs af begge rør, samtidig med at man hele tiden holder skinnen i tæt kontakt til rørene.
Der skal hele tiden være grus foran aftræksskinnen, så man har noget at arbejde med.
Når aftrækket er færdigt flyttes det yderste rør og lægges i en ny rille, så man har et nyt stykke at trække af. Når hele stykket er trukket af, fjernes rørene og rillerne fyldes forsigtigt med grus.
Der klappes med en skovl og man finplanerer de fyldte riller med f. eks hænderne eller bagsiden af en rive.
Nu er der klart til at lægge fliser.
Næste punkt er: (5) Lægning af Fliser
| Denne side har været vist | ![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
gange |
