LAV DIT EGET BIRKERISHEGN

At lave et rishegn er ikke så svært og så ser det meget smukt ud. Det er pænt til de fleste haver og især den Japansk inspirerede have får en smuk ramme med et rishegn.

Et rishegn giver bedre læ end de fleste andre hegn. Det skyldes at hegnet tillader en mindre del af vinden at slippe igennem hegnet. Derved undgår man at der dannes turbulens på læsiden af hegnet.

Sådan laver du et birkerishegn!

Et rishegn bygges når der ikke er blade på træerne. Det siger sig selv at birkeris høstet om sommeren med blade der visner, ser sjusket ud.

Så man starter med at ringe til den lokale skovfoged og spørger om der er et område i skoven med vildtvoksende birkekrat. Det har han tit og ofte er det i skovens interesse at der tyndes ud i et sådant tæt krat.

Så køber man et sankekort af skovfogeden og kan gå i gang. Du skal bruge en god håndsaks, et ørnenæb og snor til at bundte risene.

Grenene man klipper af skal være fra 160 – 250 cm lange og en tykkelse på 1-3 cm i bunden. Ørnenæbet er nok det bedste værktøj, men også en lille sav kan bruges.

Risene samles i bunker som man binder sammen i bundter så de ikke blæser af på ladet af traileren.

Der skal regnes med 60 – 70 ris til hver meter hegn du vil lave. En mand kan vel samle mellem 3 – 400 ris om dagen hvilket svarer til ca 6 meter hegn.

Så kører man i trælasten og køber materialer

Til et fag på 180 x 180 cm skal bruges følgende materialer:

  • 1 stk. trykimprægneret stolpe 10x10x270 cm.
  • 2 stk. trykimprægnerede brædder 2,5 x 10 x 160 cm, skal bruges til siderne i faget.
  • 1 stk. 50x100x180 cm trykimprægneret lægte.
  • 4 stk. trykimprægnerede lægter 3,8 x 5,7 x 190 cm
  • ca. 20 stk. spunskruer ca 10 cm lange.

Faget bygges op som på billedet.

De færdigtskårede lægter ligger klar.

Stolperne sættes op med nøjagtigt 180 cm afstand. Det letteste er at sætte den første stolpe op, skrue det første fag på med opklodsning i bunden. Dernæst sættes næste stolpe op så den passer med faget. Så næste fag og så fremdeles.

Nu fyldes det færdige fag med birkeris, pres det godt sammen.

Nu skæres hegnet til i den rigtige højde. Til det brug skal man have 2 lægter der skal bruges til at skære eller klippe med.

Lægterne sættes på begge sider af risene, i den højde man ønsker. De fæstnes med skruetvinger eller skruer. Nu skæres toppen til efter lægten. Det kan gøres med en motorsav, en hækklipper eller en saks.

Sidst fjernes de 2 midlertidige lægter og hegnet er færdigt.

Opstilling af hegnet

For at have den rigtige retning må der sættes en snor i top og bund af stolpen og hen hvor hegnet ender. Her har man sat endestolpen op samtidig med den første stolpe. Det er muligt at det sidste fag med rishegn må laves i specielt mål, hvis man da ikke er så heldig at det lige passer.

Alternativt kan man vælge at bygge hele hegnet op uden rishegn og så efterfølgende putte risene i og skære til. Fordelen ved denne metode er at man ikke behøver at få stolperne til at passe præcist med fagene. Man behøver så ikke at bruge brædderne til fagets sider da de kun er beregnet til at holde faget på plads.