Beskrivelse:
Kruspersille er en toårig krydderurt og har en behagelig kraftig duft og smag. Den er grøn og dekorativ og anvendes først og fremmest frisk som grønt drys på de nye kartofler, som fyld i rullestegen eller i persillesaucen.
Persillen kan tørres, men mister smag. Det er bedre at fryse den ned i plastposer, hvori der pustes luft. Finthakket persille kan også fryses ned i isternings bakker og vand hældes over. En terning kommes hurtigt i saucen!
Dyrkning:
Persille sås som frø. Læg frøene i lunkent vand 24 timer før de sås i lave riller i maj måned, gerne et solrigt sted. Efter såningen lægges et tyndt lag sand eller muldjord over. Der vandes jævnligt. Spiringen foregår langsomt og tager ca. 8 uger. Når planterne kommer op udtyndes de, så afstanden mellem spirene er 20 cm., herved opnås en kraftigere bladvækst. Persille kan også sås i potter eller krukker, sæt den i køkkenvinduet eller i halvskygge langs husmuren. Persillen er dejlig grøn og dekorativ, og vil egne sig godt som kantplante i køkkenhaven.
Persille kan høstes hele sommeren. Hvis den beskyttes mod frost kan den overvintre og kommer hurtig i vækst det følgende år. Persille kan også sættes i drivhus eller i potter i drivhus, den tåler bare ikke så godt at blive flyttet og der kan gå lang tid før den udvikler sig. Husk at vande og evt. tilføre jorden lidt kalk i løbet af vinteren.